AI-fotoKålcremesuppe med æble og nødder
En varmende kålcremesuppe toppet med æble, valnødder og krydderurter efter smag.
Mærkerne bestemmes automatisk ud fra ingredienserne og kan være forkerte. Tjek emballagen, hvis det har betydning for dig.
Ingredienser
- 2 Løg finthakket
- 3 fed Hvidløg
- 400 g Kartoffel i små tern
- 500 g Hvidkål tyndt snittet
- 2 Gulerod i tynde halvmåner
- 1 tsk Dild eller fennikel
- 1 l Bouillon eller vand
- 100 ml Fløde
- 1 spsk Sojasovs valgfrit
- 1 spsk Rapsolie
- Salt efter smag
- Sort peber efter smag
Til servering
Fremgangsmåde
Svits løg og hvidløg i rapsolie i en stor gryde, til de er møre
5 minTilsæt kartofler, hvidkål, gulerødder, dildfrø og bouillon
Bring det i kog, læg låg på og lad det simre ved svag varme, til kartoflerne er møre
18 minRør fløde og sojasovs i, smag til med salt og peber. Varm det igennem i 2 minutter uden at koge
2 minBlend suppen glat med en stavblender, eller lad den være grov, så der er stykker af grøntsager tilbage
2 minServer suppen varm i dybe skåle. Giv brød, æble, nødder og krydderurter ved siden af, så alle kan tilføje efter smag
Hvad der blev ændret
Suppen er tilpasset det danske køkken: Rapsolie erstatter solsikkeolie.
Det her er en creme af kål, kartoffel og gulerod, pisket sammen med fløde, og serveret med ristet brød, æble og nødder ved siden af - så hver skål bliver lidt forskellig. Det er ikke en fin suppe, det er en gryde, der bruger det, der er tilbage i køleskabet fra vinterhalvåret: hvidkål, gulerødder, kartofler. Den slags mad, hvor man ikke køber noget ekstra.
Det, der afgør om den lykkes, er to ting. Først: svitsningen af løg og hvidløg. De skal ikke bare blive varme, de skal gå fra hvide til gyldne og blive bløde - se efter det, ikke efter uret, for det er her sødmen i suppen kommer fra. Går de for vidt og bliver brune, får suppen en bitter bund, som fløden ikke kan rette op på bagefter.
Dernæst: kartoflerne. De er færdige, når en kniv glider igennem uden modstand - ikke før. Er de for hårde, bliver suppen grynet, uanset hvor meget du blender. Er de kogt for længe, går de i opløsning og suppen bliver tung i stedet for cremet. Her er et almindeligt komfur fint nok; forskellen ligger i, at du kigger efter, ikke i varmetrinnet.
Tålmodighed er en ingrediens her. Svitsningen tager sin tid, simretiden tager sin tid, og genvejen - høj varme for at skynde på det - giver dig brændte kanter eller ujævnt kogte kartofler, ikke en hurtigere suppe.
Løg og hvidløg er suppens sødme-fundament. De svitses i rapsolie, ikke for at stege dem brune, men for at blødgøre dem og trække sukkerstofferne frem - det er forskellen på en flad suppe og en, der smager af noget. Har du ikke rapsolie, bruger du en anden neutral olie; pointen er, at smagen fra olien ikke skal konkurrere med grøntsagerne.
Hvidkål er hovedingrediensen, og den skæres tyndt, fordi tykke stykker ikke når at blive møre på den tid, kartoflerne tager. Gulerødderne i tynde halvmåner af samme grund - de skal følge kartoflernes tempo, ikke sakke bagud. Kartoflen giver suppen krop; det er den, der gør cremen cremet, uden at du behøver mel eller fløde i store mængder. Vælg en type, der falder let fra hinanden ved kogning, ikke en fastkogende salatkartoffel.
Dild eller fennikelfrø er den krydring, der binder det hele sammen - en lille mængde, men den sætter retning. Har du ingen af delen, kan du undvære det, suppen bliver bare lidt mere neutral i smagen. Bouillon kan erstattes af vand, hvis kriteriet er, at du får nok saltet suppe alligevel; bouillon giver dig bare et forspring på smagen.
Fløden kommes i til sidst og skal kun varmes igennem, ikke koges. Koger du den, risikerer du, at den skiller - det er den fejl, trinnet forebygger. Sojasovsen er valgfri og giver en dybde, en umami, som salt alene ikke giver; den er ikke der for at gøre suppen "asiatisk", den er der for smagens skyld.
Blendningen er et valgfrit skridt, ikke en regel. Blend den helt glat, hvis du vil have en ren creme. Lad den være grov, hvis du vil have stykker at tygge på. Begge dele er rigtige, det er en smagssag, ikke en fejl at vælge den ene vej.
Servering med ristet brød, æble og nødder ved siden af er ikke pynt, det er princippet i retten: suppen er blød og mild, tilbehøret giver sprødt, syrligt og crunch. Nogle siger, at suppe skal serveres "færdig" uden tilbehør ved siden af. Nej, for så mister du netop den kontrast, som gør, at man ikke bliver træt af skålen - det syrlige æble og den sprøde nød er der for at bryde det ensartede i cremen, ikke for at pynte. Har du ikke valnødder, bruger du en anden nød med samme crunch; kriteriet er sprødhed, ikke navnet på nøden. Og et rugbrød i stedet for ristet brødskive gør samme arbejde - giver tyngde og tekstur til en suppe, der ellers er let.