Dild

Dild, du må forstå én ting: det er ikke bare en grøn pynt, du kaster på toppen i sidste øjeblik. Det er en krydderurt med en kraft, der forsvinder, hvis du behandler den forkert. Duften sidder i de fine, trådtynde blade og i stænglerne, og den flygter med varmen. Derfor putter jeg altid dilden i allersidst, når gryden er taget af blusset, eller direkte i den kolde lage, når jeg lægger grøntsager til syrning.

Vælg dild med øjnene og næsen, ikke med fingrene. Den skal være friskgrøn, fjerlet og stå stift, ikke hænge slapt som en gammel kost. Ryst den let, og hold den til næsen — dufter den ikke med det samme, er den allerede på retur, og smagen i gryden bliver fladere, end du regner med.

Nogle siger, at dild og persille kan bruges som det samme, bare skiftevis i enhver ret. Nej! Dilden har en helt anden, sødlig-anisagtig karakter, mens persille er mild og grøn. Brug dem sammen, hvis retten tåler det, men smag dig frem undervejs, og dyp næsen i gryden — kan du stadig finde dilden, er du på rette spor. Kan du ikke, har du mistet styringen, og retten ender uden identitet.