Peberrod

Peberrod er ikke bare en skarp smag, det er en forsvarsmekanisme. Roden ligger stille i jorden og lugter næsten ikke af noget, men riv den, og cellerne brydes op, og pludselig stiger den der skarpe, næsten tårefremkaldende dunst op i næsen din. Det er planten, der siger: lad mig være. Vælg en rod, der er tung i hånden, fast som en kæp, uden bløde partier. Overfladen skal være ensartet, ingen grønne skud, ingen rynker. Skær et stykke af og se på snitfladen, den skal være hvid og fugtig, ikke grå eller tør. Lugt til den. Den intakte rod dufter mildt, det er først den revne rod, der for alvor afgiver sin duft.

Nogle siger, at man skal lade revet peberrod stå fremme et stykke tid, så smagen "folder sig ud", ligesom med hvidløg. Nej! Den skarpe duft bygger sig op i de første minutter, men holder sig ikke, den forsvinder med luften og styrkes ikke af den.

Den misforståelse fører til et køkkenuheld, hvor man river roden i god tid, lægger den til side som gulerødder til en gryde, og serverer så en sovs, hvor styrken er svundet ind. Riv peberrod i sidste øjeblik, og bland den straks i det, den skal krydre.