AI-fotoRisalamande
En kold risengrød med vanilje og mandler, vendt med flødeskum inden servering.
Mærkerne bestemmes automatisk ud fra ingredienserne og kan være forkerte. Tjek emballagen, hvis det har betydning for dig.
Ingredienser
Fremgangsmåde
Kom mælk og grødris i en gryde og bring det langsomt i kog under konstant omrøring.
Skru ned på laveste blus, rør rundt i et par minutter og læg låg på gryden.
Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud, bland vaniljekornene med sukkeret.
Tilsæt sukker, vaniljekorn og vaniljestang i gryden, rør rundt og lad risengrøden simre roligt i 45-50 minutter.
48 minTag vaniljestangen ud af grøden.
Hæld kogende vand over mandlerne og lad dem trække i 10 minutter.
10 minHæld vandet fra, hæld kogende vand på igen og lad det stå i 2 minutter.
2 minHæld vandet fra, pil skindet af mandlerne og hak dem groft.
Tilsæt de pillede og hakkede mandler samt salt i grøden.
Lad grøden køle helt af i køleskabet i nogle timer eller til næste dag.
180 minPisk fløden til let flødeskum og vend den i risengrøden lige inden servering eller cirka 1 time før servering.
60 min
Risalamande er kølet risengrød vendt med flødeskum – en dessert, der lever af kontrasten mellem det kolde og cremede fra grøden og det lette fra flødeskummet. Det er grunden til, at den hører til ved juletid: man har allerede en gryde risengrød stående, og nu gør man den til noget festligt i stedet for at spise den som hverdagsmad med smør og kanel.
Det, der afgør, om den lykkes, er to ting. Først risene: de skal simre langsomt til de er bløde igennem, men stadig har lidt bid – et korn, du trykker mellem to fingre, skal give efter uden at blive til mos. For hurtigt, og grøden bliver grynet og vandig i stedet for cremet. Dernæst afkølingen: grøden skal være helt kold, før flødeskummet kommer i. Varm grøde smelter flødeskummet, og så får du en tynd, skilt sovs i stedet for den tykke, luftige konsistens, retten skal have.
Mandlerne er ikke bare pynt. De skal skoldes og pilles, for skindet smager besk og ødelægger den rene, søde smag – det er hele pointen med det trin, ikke en gammel vane uden grund.
Mælk og grødris er selve basen. Her er der ikke noget at gå på kompromis med i forhold til tid: risene skal simre roligt i et kvarter eller tre ekstra, til de er møre – bruger du grødris af dårlig kvalitet eller skifter til langkornet ris, får du enten en sej kerne eller en klistret masse, fordi stivelsesindholdet er et andet. Hold dig til grødris, det er den, der er lavet til at koge langsomt og give slip på stivelsen jævnt.
Vaniljestangen giver smag og duft, som sukkeret alene ikke kan. Har du ikke en stang, kan du bruge vaniljesukker eller ægte vaniljeekstrakt – kriteriet er, at det skal være ægte vanilje, ikke en syntetisk aroma, for den sidste efterlader en kemisk eftersmag, som bliver tydelig i en kold dessert, hvor der ikke er varme til at sløre den.
Mandlerne skoldes, fordi det løsner skindet uden at mandlen mister sin sprødhed. Nogle siger, man kan springe det over og bare hakke mandler med skind på. Nej, for skindet er bittert og giver en grålig kant i den ellers hvide grød – det er ikke en hygiejneting, det er en smagsting.
Saltet er en lille, men vigtig detalje: det er ikke for at gøre retten salt, men for at skærpe sødmen, så sukkeret ikke bare smager fladt sødt.
Fløden piskes kun til den er let og luftig, ikke stiv som til lagkage. Pisker du den for stiv, bliver risalamanden tung og smørret i steden for let – det er en konsistens-fejl, ikke en smagsfejl, og den retter du ikke bagefter. Vend den i lige før servering eller højst en times tid forinden; står den for længe, synker luften, og du er tilbage ved den tunge konsistens.
Køleskabstiden er ikke noget, du kan forhandle med. Nogle timer eller til næste dag er den nedre grænse – grøden skal være gennemkold, ikke bare kold i overfladen, for ellers smelter flødeskummet, som nævnt. Det er her tålmodigheden er en ingrediens: sæt gryden i køleskabet dagen før, så har du ingen stress juleaften.
Et almindeligt komfur klarer det her fint – det eneste krav er, at du kan skrue helt ned og holde en jævn, svag simren uden at det branker i bunden. Rør i grøden med jævne mellemrum de sidste minutter, for det er bunden, der svier, ikke overfladen, og det er den egentlige grund til at røre, ikke bare en vane.
·