Kalkunbryst "maître d'hôtel"AI-foto

Kalkunbryst "maître d'hôtel"

Mørt kalkunbryst flamberet med cognac og serveret i en cremet sauce med skovsvampe.

Portioner: 2 Tilberedning 30 min Kød
Indeholder: gluten, mælk
Mærkerne bestemmes automatisk ud fra ingredienserne og kan være forkerte. Tjek emballagen, hvis det har betydning for dig.

Ingredienser

Kalkunbryst "maître d'hôtel" — ingredienser: Kalkunbryst, Piskefløde, Karl Johan-svamp, Smør, Hvedemel, Cognac

Fremgangsmåde

  1. Aftenen før hældes varmt vand over de tørrede Karl Johan-svampe, og de trækker natten over.

  2. Krydr kalkunbrysterne med salt, og vend dem i hvedemel.

  3. Smelt smørret på panden, læg kalkunbrysterne i, og steg dem hurtigt på begge sider.

  4. Tilsæt cognac (eller brandy), og flambér.

  5. Når flammen er slukket, lægges kalkunbrysterne over på en tallerken.

  6. Hæld en fjerdedel af piskefløden samt de hakkede svampe i samme pande.

  7. Læg kalkunbrysterne tilbage i panden, og lad dem simre i ca. 5 minutter, til der dannes en let cremet sauce. Kødet er færdigt, når det er 74 °C indeni.

    5 min
  8. Server varmt.

Det her er kalkunbryst, der steges hurtigt, flamberes med cognac og trækkes videre i en fløde-svampesauce. Mekanismen er simpel: skær en hård overflade på kødet, brænd alkoholen af, og lad en lille mængde fløde binde skysmag og svampesmag til en sauce, mens kødet selv ikke må koge i den. Om retten lykkes, afgøres af to ting: om kødet er mørt eller sejt, og om saucen er let eller skiller.

Mel på kødet før stegning er ikke dekoration. Melet tager imod varmen fra smørret og lægger en tynd, stram skal om kødet, som holder saftighed inde, mens kødet steges "hurtigt" — det vil sige, til skallen er let brun og stiv at mærke på, ikke til kødet er gennemstegt. Resten af gennemstegningen sker senere, i saucen, ved lavere varme.

Flambering handler ikke om show. Cognacen skal brænde alkoholen af og efterlade smagen, ikke sprutten. Det kræver, at panden er varm nok til, at dampene tænder — det ser du som en kort, blå flamme, der dør ud selv. Dør den ikke selv, tager du panden af varmen og lægger et låg på et øjeblik; bare pust den ikke ud med munden tæt på.

Færdig er kødet ikke efter et bestemt antal minutter, men ved 74 °C indeni — det er grænsen for, at kalkun er sikkert og stadig saftigt. Har du ikke stegetermometer, skærer du i det tykkeste bryst: kødet skal være hvidt igennem uden lyserød kerne, og saften, der løber ud, skal være klar.

Kalkunbrysterne er hovedsagen og bør være nogenlunde ens i tykkelse, så de steger ens — er et stykke dobbelt så tykt som de andre, deler du det. Mangler du kalkun, bruger du et andet magert, hvidt kød, der tåler kort, hård stegning uden at blive tørt — kyllingebryst er det nærmeste, men skær det tyndere, da det har mindre fibertykkelse end kalkun.

Karl Johan-svampene — tørrede skovsvampe — er ikke bare fyld. De trækker natten over i varmt vand, fordi tørring koncentrerer smagen, men gør svampen sej; vandet trækker smagen ud og blødgør cellerne igen. Nogle siger, man kan springe iblødsætningen over og bare koge svampene med det samme. Nej, for så får du sej svamp og en flad sauce — den lange trækning er det, der giver dybden, ikke kogetiden bagefter. Har du ikke Karl Johan, bruger du enhver tørret skovsvamp med kraftig smag; frisk champignon kan bruges i en snæver vending, men giver en mildere, mere vandig sauce, fordi du mister den koncentrerede trækkevand-smag.

Smørret er stegemediet og skal være varmt, men ikke brændt — ser du brune prikker og lugter nøddeagtigt i stedet for brændt, er det rigtig varmt. Smør giver en rundere smag end olie og binder melet på kødet bedre. Mangler du smør, går olie, men du mister en del af den smag, saucen senere bygger videre på.

Hvedemelet binder to ting: det giver kødet skal, og det tykner saucen en anelse, når det løsner sig i panden sammen med flødeneren. Springer du melet over, får du en tyndere sauce og et kød, der let bliver tørt, fordi saftigheden ikke er lukket inde fra start.

Cognac eller brandy er der for syre og dybde, som flamberingen omdanner — alkoholen brænder af, men smagsstofferne bliver. Har du ikke cognac, bruger du en anden brun spiritus med lignende sødme og styrke; portvin kan give en lignende dybde, men uden flamberingens karamelliserede kant, så smagen bliver sødere og mindre skarp.

Piskefløden er saucens krop. Den tilsættes kun en fjerdedel i panden, fordi fløde, der koger for længe eller for voldsomt, skiller — fedtet og vandet går hver sin vej, og saucen bliver kornet i stedet for silkeblød. Derfor simrer det roligt, og derfor er mængden lille: nok til at binde svampen og skysmagen, ikke nok til at drukne kødet. Et almindeligt komfur klarer den lave simring fint, bare skru ned, så snart du ser små bobler i kanten af panden — ikke et fuldt opkog.

Saltet er den eneste krydring, og det er med vilje. Svampene, cognacen og den brunede skal giver allerede smag nok; mere krydderi ville kun forstyrre de få, tydelige smage, retten bygger på.

Tålmodighed er en ingrediens her, selv om retten tager under en halv time: iblødsætningen natten over kan ikke skyndes på, og de sidste minutter i saucen skal du stå ved panden, ikke gå fra den — kødet går fra saftigt til sejt på få minutter, hvis det simrer for længe.

Anmeld denne opskrift hello@fridge.menu