AI-fotoBønneflan med bacon
En lækker flan af bondebønner, æg og ost, toppet med sprødstegt bacon.
Mærkerne bestemmes automatisk ud fra ingredienserne og kan være forkerte. Tjek emballagen, hvis det har betydning for dig.
Ingredienser

- 350 g bondebønner
- 200 g forårsløg
- 2 stk æg
- 150 g bacon
- 100 g lagret pecorino
- 100 g pecorino
- 100 g røget scamorza
- 5 stk mynte blade
- 1 stk rosmarin kvist
- 2 spsk olivenolie
- 30 g smør
- salt efter smag
- sort peber efter smag
Fremgangsmåde
Blancher bondebønnerne i 2-3 minutter i letsaltet kogende vand, skyl med koldt vand og pil skindet af.
3 minSkær forårsløgene i halvmåner, kom dem i en non-stick pande med smør og steg ved svag varme.
6 minTilsæt bønnerne, varmt vand, mynte og en kvist rosmarin; kog og smag til med salt og peber.
Lad det køle af i 10 minutter.
10 minHæld blandingen i en blender sammen med den lagrede pecorino, scamorza og æg; blend til en jævn masse.
Smør formene med smør, fyld dem 3/4 op og stil dem i en ildfast form med vand til vandbad.
Bag i ovnen ved 170 grader i 25-30 minutter.
28 minSteg baconskiverne med olivenolie på panden til de er gyldne.
5 minLad formene køle af, vend dem ud på en tallerken, pynt med bacon og pecorino.
Det her er en flan — en grøntsagsterrin bagt i vandbad, ikke en paj og ikke en omelet. Bondebønner og forårsløg bliver blendet med æg og ost til en masse, der stivner langsomt i ovnen, fordi vandbadet aldrig lader formen komme over kogepunktet. Det er derfor den bliver cremet og ikke gummiagtig.
Det, der afgør, om den lykkes, er to ting: om æggemassen får lov at sætte sig ved lav og jævn varme i stedet for at blive presset, og om du tør give bønnerne den rette blancheringstid, så skindet går af uden besvær. Resten — bacon, ekstra ost ovenpå — er pynt, der kan varieres frit uden at vælte retten.
Vandbadet er ikke en kulinarisk finesse for finessens skyld. Det er fysik: vand i en ildfast form holder temperaturen omkring formene nede, selv om ovnen står på 170 grader, fordi vand ikke bliver varmere end kogepunktet, før det er fordampet. Æggene stivner derfor langsomt og ensartet i stedet for at blive porøse og "ægsmagende" i kanten, mens midten stadig er flydende.
I et almindeligt dansk køkken er det her uden problemer at lave. Du skal bruge en ovn, der kan holde en stabil temperatur omkring 170 grader, en ildfast form der er stor nok til, at de små forme kan stå i vand, og en blender eller stavblender. Ingen specialudstyr, bare lidt plads og tålmodighed til at lade tingene køle af undervejs — det er ikke spild af tid, det er en del af opskriften.
Bondebønnerne er selve kroppen i retten. De skal blancheres kort — kogende, let saltet vand, et par minutter — og straks i koldt vand bagefter. Det koldtvandsbad er ikke for at "stoppe kogningen" som en floskel, det er fordi skindet på bønnen trækker sig sammen og løsner sig, når temperaturen falder brat; uden det chok sidder skindet fast, og du ender med at file det af med fingrene i ti minutter. Har du ikke bondebønner, er kriteriet: en bønne med mild smag og blødt indre, der tåler at blive blendet uden at blive bitter — brede bønner eller edamame går an, almindelige hvide bønner bliver for melede og flade i smagen.
Forårsløgene stegt ved svag varme har et formål, der ofte misforstås: de skal blive bløde og give sødme, ikke stegeskorpe. Går du for hurtigt frem, brænder løgene i kanten, før midten er mør, og så får hele flanen en brændt bund-smag, som ingen krydderi retter op på bagefter. Tegnet at kigge efter er, at løgene falder sammen og bliver gennemsigtige, ikke at de tager farve.
Æggene er bindemidlet. De er grunden til, at massen overhovedet bliver til en flan og ikke en bønnemos. For mange æg giver en gummiagtig konsistens, for få giver noget der falder fra hinanden, når du vender formen ud. To æg til denne mængde er afstemt efter, hvor meget væske resten af massen afgiver — det er derfor du lader blandingen køle af før blendning, for varm masse "koger" ægget delvist, så snart det rammer det, og du får klumper.
Ostene gør tre forskellige ting, og det er værd at kende forskel: den lagrede pecorino i selve massen giver salt og skarphed, scamorza giver den røgede, smeltende binding, og den ekstra pecorino ovenpå er ren pynt og sprødhed. Kriteriet for erstatning er smelteevne og saltstyrke, ikke mærke — en hård, salt ost med skarp smag kan tage pecorinoens plads, og en blød røget ost med god smeltegrad kan tage scamorzas. Parmesan og en mild røget ost er det nærmeste, du finder i et dansk køleskab.
Baconen er den eneste del af retten, der laves helt for sig, og det er med vilje: den skal have direkte, høj varme for at blive gylden og sprød, mens resten af retten netop undgår direkte varme. Blander du dem for tidligt, mister baconen sprødheden i fugten fra flanen. Olien i panden er der for at give en jævn start, inden baconens eget fedt tager over — du kan se det ske, fedtet bliver klart og baconen krøller let i kanten.
En myte, der er værd at punktere her: nogle siger, at man skal bage en flan ved høj varme for at "lukke" overfladen og holde på saften. Nej — det er bagværk-tænkning, ikke ægge-tænkning. Høj varme får æggeproteinet til at trække sig sammen for hurtigt, og saften presses netop ud i stedet for at blive holdt inde. Det er præcis derfor vandbadet er der: for at holde varmen nede, ikke for at holde den oppe.
Mynte og rosmarin er urter, der koges med i væsken og trækkes ud igen, ligesom en bouillon — de giver smag til bønnerne, mens de simrer, og skal ikke ende i blenderen. Glemmer du at tage rosmarinkvisten op, får du bitre, trævlede stykker i den færdige masse, og det er en fejl, der er let at undgå ved bare at huske at fiske den op, før du hælder i blenderen.